søndag den 14. juni 2009

Slut - men kun lige begyndt

Hej alle

Så det er det øjensynligt slut med oplevelserne i vores elskede Norge for denne omgang. Et fantastiask og meget alsidigt ophold på Brekkeseter i Rondane Nasjonpark er slut.

Der har været udfordringer, oplevelser, familieskab, hverdag, glæder, fester - og ikke mindst masser af indtryk fra naturen rundt omkring os.

Det blev en tårevædet afsked med familien Setsaas på Brekkeseter - men alle var enige om at det ikke skulle være slut for altid. Vi har fået os et vennepar i fjellheimen og vi har allerede aftalt det næste besøg.

Anders skal arbejde lidt som "freelance" konsulent for Brekkeseter og Sel-Rondane Resieliv og er på den måde tilknyttet stedet og området. Arbejdet består i at være webredaktør og bindeled mellem forskellige interessenter i rejselivsbranchen. En meget fin tjans, der giver anledning til at holde fingeren på pulsen!

Nu er det ved at være et par uger siden vi kom hjem til Danmark, og dette giver jo anledning til at betragte opholdet lidt retrospektivt. Hvad har vi lært, hvad har vi fået med i bagagen... Jeg skal gøre det kort:

  • Et par børn der har spenderet utroligt meget tid sammen med hinanden. Vi håber det giver fundamentet for et kærligt og livsvarende søskendeforhold
  • Et par forældre der har haft ro til at tage lange snakke og gode diskussioner og dermed er kommet endnu tættere på hinanden.
  • En hverdag uden stress og jag, der har givet overskud og godt humør, som har smittet af på børnene.
  • Vi har lært at selv i et paradis findes der hverdage, der bare skal overstås
  • Vi har lært mere om at arbejde sammen med mennesker der ikke nødvendigvis vil gøre tingene på den måde, vi ville have valgt. Vi har lært mere om hvilke kampe der skal kæmpes - og hvilke det er bedre ikke at tage.
  • Vi har fået en god ski-teknik og har gennemført et par udfordrende langrendsløb
  • Vi har lagt kimen til et herligt friluftsliv for vores børn. Håber vi ...
  • Vi er de lykkelige ejere af to pulke. Nogen som vil låne? (De står på Brekkester)
  • Styrket vores i forvejen stærke bånd til vores andet hjemland mod nord. Vi bare er - og bliver - glade for Norge.
  • Men vi har også lært at vi nok ikke skal bo og arbejde i Norge i flere år i træk. Der er og bliver vores foretrukne ferieland.
Man kunne drage mange flere konklusioner på denne baggrund, men egentlig har vi mest lyst til bare at lade oplevelserne bundfælde sig, og lade dem skabe den betydning der er naturligt i fremtiden.

Så opholdet er slut for nu - men heldigvis også kun lige begyndt. Vi glæder os til meget mere i årene som kommer...

Tak til alle de som læste med på denne blog. Vi troede egentlig kun det var lidt familie og et par venner, men efter hjemkomsten har det vist sig at langt flere end vi troede har fulgt lidt med i oplevelserne. Bloggen var jo i første omgang mest ment som vores egen dagbog, men hyggeligt at tænke på at andre har læst med også. Vi gentager succesen ved først kommende lejlighed.

Dette var hermed det sidste indlæg. Vi printer bloggen ud til evig arv og eje - og så må www.blogger.com jo afgøre den elektroniske udgaves skæbne.

Ha det godt så længe
Kærlig hilsen
Karen, Silje, Kia og Anders