Heste - og nær død oplevelse

Hej alle

Nu kan man godt sige at vinteren er forbi - og våren kommet - på Brekkeseter. Der er stadig hvide toppe rundt omkring os, og der falder da også en centimeter sne i ny og næ, men solen skinner ofte fra en forårsblå himmel og træerne er på nippet til at skyde ud.

Dette skifte har selvfølgelig gjort at skiene i sagens natur ikke bliver så flittigt brugt længere. Derfor har vi kastet os over en ny sport - ridesporten. Det vil sige at far passer hestene og Silje ridder.

Vi havde et dejligt besøg af Line, mormor, Aia, Siri og Noah samt Søren, Lise, Gustav og lille my fra Sogndal i denne weekend. Børnene var ude at ride på Brekkseters to ponyer: Obe og Prince Charming. Det var en stor oplevelse for dem alle (også hestene tror jeg).

Hestene drikker vand. Siri ridder på Obe og Aia og Silje ridder på Prince Charming.
Sigrid og Martine er de to guider.

Efter en lang riddetur er det godt med et bad. Tre badenymfer på en gang.

Line var senere ude at ride på den store hoppe, Regine, og havde vist nok en fantastisk tur henført til dagene som hestepige i Gimming. Ikke dårligt at opleve barndommens glæder igen.

Ellers gik dagene med at kælke på de sidste snefaner og bygge dæmninger og kaste med sten i de mange små vandløb. Nogle rigtigt hyggelige dage.

Og så til den nær-død-oplevelse. Jo, Bjørn og Kari var rejst på weekend, så jeg skulle passe hestene. For første gang helt alene. Selvfølgelig gik strømagregatet i stykker, så den store, hvide hingst, Armani, besluttede sig for at jagte de små ponyer. De 8000 V som sådan et strømhegn plejer at give var åbenbart ikke for sjov.

Fire gange jagede han ponyerne ud af deres indhegning, og fire gange måtte jeg forsigtigt nærme mig ham, binde ham, og trække ham på ret plads. Den ene af gangene var det lige ved at gå galt idet at Armani fik hovene rodet ind i hegnet. Han blev febrilsk, da han kunne mærke, at han ikke kunne holde balancen og begyndte at løbe med hegnet. Hegnet kom susende igennem luften og ramte mig i knæhaserne så jeg røg ned på ryggen for herefter at blive trukket afsted under den springende og febrilske hingst. Jeg så vitterligt mit liv passere forbi i disse meget lange sekunder. Mirakuløst trådte han ikke på mig (Er der noget med at heste ikke træder på mennesker? Var det ikke Gandhi der brugte dette trick i sin ikke-voldige kamp?) Jeg kom hurtigt op, og adrenalinen rendte af med mig, for jeg for efter hingsten og fik fat i den, og holdt den nede.

Og lige siden den episode har jeg kunnet nærme mig ham uden problemer. Ja rent faktisk kommer han mig i møde og lægger hovedet ned, så jeg kan lægge grimen på ham eller klø ham bag ørene. Sådan er det med mænd: En hurtig slåskamp og så kan man gå ud og drikke øl bagefter.

Så der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.

/anders