mandag den 27. april 2009

Røverhus og hyttekos

Hej alle

De sidste vintergæster har nu forladt Brekkeseter og der er stort set ryddet op efter dem. Sneen er blevet til vand og derfor var tiden inde til at prøve at dreje til højre efter Høvringsvejen - det vil sige nordpå.
Vi havde en overnatning i Røros (eller røverhus som Silje kalder det, hun hører meget folk og røvere i Kardemommeby). Byen er berømt for sin minedrift, som stoppede i 1973. Indtil da var Røros en meget aktiv mineby, hvor de udvandt kobber. Byen er et såkaldt UNESCO world heritage site og det var bestemt også et sted, der er værd at besøge en dags tid.

Lørdag kørte vi lidt længere nord for at besøge Åshild og Torbjørn. De er gamle venner fra tiden i Bergen og det var to år siden, vi sidste havde set dem. De har en lille primitiv hytte et hyggeligt sted med skov og fjeld. Det var et super dejligt besøg med masser af snak og opdateringer på hinandens liv. Anders og Torbjørn snittede kopper, Åshild strikkede til deres barn, som er i vente og vi alle slappede af i solen. Silje var i højt humør og havde det sjovt sammen med Åshild og Torbjørn. Vi stegte svinemørbrad over bål. Det var rigtig spændende for Silje. Hun tog en stor bid og sagde med et kæmpe stort smil: "Jeg elsker fisk".

Turen hjem var lang men flot over Dovre fjell. Nu har vi bestemt os for at tage hjem om en måned, men vi må indrømme at en sådan weekend får os igen til at tænke på hvilke naturoplevelser dette fantastiske land rummer. Tænk sig at have de muligheder til hverdag, ja det har været fantastisk i et halvt år og måske ville det også være det i længere tid. Det at vi har gode venner her, gør det ikke mindre attraktivt. Men men valget falder dog alligevel på at komme hjem.




Slegveien - her står minearbejdernes huse står stadig.


Torbjørn steger kød til middagen


Kia, Karen, Åshild og Silje hygger ved bålet med kanelbrød på pind.

/Kia






Ingen kommentarer:

Send en kommentar