søndag den 14. juni 2009

Slut - men kun lige begyndt

Hej alle

Så det er det øjensynligt slut med oplevelserne i vores elskede Norge for denne omgang. Et fantastiask og meget alsidigt ophold på Brekkeseter i Rondane Nasjonpark er slut.

Der har været udfordringer, oplevelser, familieskab, hverdag, glæder, fester - og ikke mindst masser af indtryk fra naturen rundt omkring os.

Det blev en tårevædet afsked med familien Setsaas på Brekkeseter - men alle var enige om at det ikke skulle være slut for altid. Vi har fået os et vennepar i fjellheimen og vi har allerede aftalt det næste besøg.

Anders skal arbejde lidt som "freelance" konsulent for Brekkeseter og Sel-Rondane Resieliv og er på den måde tilknyttet stedet og området. Arbejdet består i at være webredaktør og bindeled mellem forskellige interessenter i rejselivsbranchen. En meget fin tjans, der giver anledning til at holde fingeren på pulsen!

Nu er det ved at være et par uger siden vi kom hjem til Danmark, og dette giver jo anledning til at betragte opholdet lidt retrospektivt. Hvad har vi lært, hvad har vi fået med i bagagen... Jeg skal gøre det kort:

  • Et par børn der har spenderet utroligt meget tid sammen med hinanden. Vi håber det giver fundamentet for et kærligt og livsvarende søskendeforhold
  • Et par forældre der har haft ro til at tage lange snakke og gode diskussioner og dermed er kommet endnu tættere på hinanden.
  • En hverdag uden stress og jag, der har givet overskud og godt humør, som har smittet af på børnene.
  • Vi har lært at selv i et paradis findes der hverdage, der bare skal overstås
  • Vi har lært mere om at arbejde sammen med mennesker der ikke nødvendigvis vil gøre tingene på den måde, vi ville have valgt. Vi har lært mere om hvilke kampe der skal kæmpes - og hvilke det er bedre ikke at tage.
  • Vi har fået en god ski-teknik og har gennemført et par udfordrende langrendsløb
  • Vi har lagt kimen til et herligt friluftsliv for vores børn. Håber vi ...
  • Vi er de lykkelige ejere af to pulke. Nogen som vil låne? (De står på Brekkester)
  • Styrket vores i forvejen stærke bånd til vores andet hjemland mod nord. Vi bare er - og bliver - glade for Norge.
  • Men vi har også lært at vi nok ikke skal bo og arbejde i Norge i flere år i træk. Der er og bliver vores foretrukne ferieland.
Man kunne drage mange flere konklusioner på denne baggrund, men egentlig har vi mest lyst til bare at lade oplevelserne bundfælde sig, og lade dem skabe den betydning der er naturligt i fremtiden.

Så opholdet er slut for nu - men heldigvis også kun lige begyndt. Vi glæder os til meget mere i årene som kommer...

Tak til alle de som læste med på denne blog. Vi troede egentlig kun det var lidt familie og et par venner, men efter hjemkomsten har det vist sig at langt flere end vi troede har fulgt lidt med i oplevelserne. Bloggen var jo i første omgang mest ment som vores egen dagbog, men hyggeligt at tænke på at andre har læst med også. Vi gentager succesen ved først kommende lejlighed.

Dette var hermed det sidste indlæg. Vi printer bloggen ud til evig arv og eje - og så må www.blogger.com jo afgøre den elektroniske udgaves skæbne.

Ha det godt så længe
Kærlig hilsen
Karen, Silje, Kia og Anders

lørdag den 23. maj 2009

Sidste dag på Brekkeseter

Hej alle.

Jeg sidder og kigger ud af vinduet og tænker på om vi mon nogensinde kommer til at bo et sted med så flot udsigt igen. Glittertind lyser kridhvidt mod solen og græsset er grønt på engen foran os. Klokken nærmer sig 22.30 men der er stadig helt lyst.

Vi har pakket og gjort rent og er nu klar til afrejse i morgen. Her til aften har vi spist på terrassen og Silje fik sin sidste ridetur. Foråret er nu for alvor kommet til Brekkeseter og det er tid for os til at sige tak for nu.


Sigrid og Silje på Regine

Vi er mentalt klar til at tage hjem. Nu skal vi finde det hus vi forhåbentlig skal bo i i mange år. Det bliver spændende. Samtidig er det vemodigt at skulle sige farvel til den flotte natur og den daglige kontakt med Kari og Bjørn, som er blevet gode venner. Vi kommer tilbage hertil mange gange, det er helt sikkert.

/Kia

Å Vestland, Vestland

Hej alle

Vi har netop været på en lille rundtur i det fantastiske norske Vestland. Vi siger det igen: Norge er et imponerende land, hvorfor tage om på den anden side af jorden for at opleve noget vi har i vores naboland?

Her kommer beretningen om forårets tur for familien Hoffgaard.

Efter et par timers køretur fra Brekkeseter havnede vi midt i det norske forår. Termometeret viste 21 grader og vi gemte straks huer og vanter langt væk i bilen. Silje måtte bare røre ved mælebøtten og Karen syntes det var fantastisk at sidde i det grønne græs.

Jaah, ingen flyverdragt!



Ved atlanterhavsvejen.

Første overnatningsted var ved Atlanterhavsvejen. En imponerende vej helt ude i havet over en masse små øer. Da vi kom var der helt stille og sol, en sjælden oplevelse på de kanter. Vi svingede ind til siden og slog teltet op.

Dagen efter overnattede vi i Ålesund. En speciel by i Norge, da den brændte ned i begyndelsen af 1900 tallet, hvorefter man valgte at bygge den op i Jugend stil. En del af stilen er bevaret og der findes mange flotte bygninger. Bestemt et besøg værd.

På tredjedagen kom vi til en af hovedattraktionerne i Norge: Geirangerfjorden, UNESCO vorld heritage natural site. Flor var den. Vi sejlede igennem den og nød solen på dækket. Efterfølgende var vi igen oppe at snuse til sneen, idet vi kørte op i 1500 meters højde og fik lidt vinter igen. Her var der flot kontrastrig udsigt til sne og grønne fjelde.


De syv søstre ved Geirangerfjorden


Sidste dagen bød på endnu en oplevelse indenfor vejbyggeri - Trollstigen. Vejen går fra fjord til fjeld og er et imponerende bygningsværk.

Trollstigen

Nu har vi set endnu en bid af Norge. Det er godt at vide at der er flere perler, som ligger og venter.

/Kia

Venne- og børnehygge

Hej alle

Mikael og Trine kom også forbi med deres børn Ea og Magne, som har næsten nøjagtig samme alder som henholdsvis Silje og Karen.
Det var rigtig dejligt for Silje at få besøg af en legekammerat nu hvor det er slut med børnehaven. Ea og Silje hyggede sig på hyttetunet med trampolinen og med at kaste sten i dammen.

En af dagene pakkede vi rygsækkene og tog på langtur helt hen til skoven 2 km. fra Brekkeseter. Silje og Ea kunne ikke længere nyde den luksus at sidde i bærestol som sidste gang, vi var på tur sammen. De trampede af sted med deres små helt korrekte vandretursrygsække.
Vi havde mange stop undervejs hvor vi kastede sten i vandet og fik en vingummi eller en kiks. Undervejs fandt vi hoppesten og sten med gule pletter. Det krævede lidt fantasi og tålmodighed fra forældrenes side, men frem kom vi og pigerne havde det fantastisk. ”Mor, det er dejligt at gå her”, sagde Silje og morens friluftshjerte var lige ved at smelte.

Det blev til nogle gode og afslappende dage, som altid i selskab med Mikael og Trine.

/Kia

Tilbage til sneen

Hej alle

Som om vi ikke kunne få kulde nok valgte vi at køre en tur over Sognefjeldet. Det blev en rejse tilbage til gode minder fra en påsketur i 2005, som fik vidtrækkende konsekvenser? Gorm fik hele historien undervejs.

Det er da vildt!

Vi så fantastiske sneklædte fjelde. Anders havde især glædet sig til at studere lidt indenfor feltet snerydning, som er blevet lidt af et speciale for ham. Vi kørte på veje med op til 5 meter høje brøytekanter (eller snekanter som det vel vil hedde på dansk, hvis de fandtes i Danmark). Ganske imponerende – også for os andre.

/Kia

Mange dejlige besøg

Hej alle

I sidste uge fik vi besøg af en lille flok udluftere – nærmere bestemt Mikael og Karsten med to gange Line. Dagen efter kom Anders´ kammerat Gorm.

Frokostpause med hagl og sol


Vi havde nogle gode dage med små vandreture i området, en dag med rafting og en fantastisk køretur over Sognefjeldet, som jeg vil berette om senere.

Sneen er smeltet så meget nu, at det er muligt at gå ind over fjeldet. Bare man sørger for at holde sig til stierne og ikke lytter efter guiden Kia og krydser indover en myr?
Vejret har desværre ikke vist sig fra sin bedste side. Det har været koldt og blæsende, skiftende mellem slud og regn. Vi tog det med godt humør og fik nogle gode oplevelser alligevel. Især den brændefyrede sauna med et hop i dammen efterfølgende var populær.

Aftnerne gik med BesserWisser, hvor Mikael lurpassede og tog en sejr, som sent vil blive glemt. Er der nogen som har hørt om Hagen Jørgensen???

/Kia

fredag den 8. maj 2009

Snestorm i maj

Hej alle.
Så kom den endelig snestormen! To uger uden sne og nu finder vi skiene frem igen.
Okay helt så galt er det ikke, men nu har vi oplevet vores første snestorm i maj, lidt af en oplevelse. Anders skrev godt nok i foregående indlæg at våren var kommet men man skal ikke sådan lade sig snyde af majvejret på højfjeldet i Norge.
I dag er det meget blæsende men vinden skulle lige så stille løje af og så håber vi på, at det er godt at bevæge sig udenfor igen. Her til morgen har vi fået besøg af nogle højskolevenner og vi skulle gerne kunne komme ud og opleve Norge.

Stormen raser og alt blev hvidt en kort stund.

/Kia


tirsdag den 5. maj 2009

Heste - og nær død oplevelse

Hej alle

Nu kan man godt sige at vinteren er forbi - og våren kommet - på Brekkeseter. Der er stadig hvide toppe rundt omkring os, og der falder da også en centimeter sne i ny og næ, men solen skinner ofte fra en forårsblå himmel og træerne er på nippet til at skyde ud.

Dette skifte har selvfølgelig gjort at skiene i sagens natur ikke bliver så flittigt brugt længere. Derfor har vi kastet os over en ny sport - ridesporten. Det vil sige at far passer hestene og Silje ridder.

Vi havde et dejligt besøg af Line, mormor, Aia, Siri og Noah samt Søren, Lise, Gustav og lille my fra Sogndal i denne weekend. Børnene var ude at ride på Brekkseters to ponyer: Obe og Prince Charming. Det var en stor oplevelse for dem alle (også hestene tror jeg).


Hestene drikker vand. Siri ridder på Obe og Aia og Silje ridder på Prince Charming.
Sigrid og Martine er de to guider.



Efter en lang riddetur er det godt med et bad. Tre badenymfer på en gang.

Line var senere ude at ride på den store hoppe, Regine, og havde vist nok en fantastisk tur henført til dagene som hestepige i Gimming. Ikke dårligt at opleve barndommens glæder igen.

Ellers gik dagene med at kælke på de sidste snefaner og bygge dæmninger og kaste med sten i de mange små vandløb. Nogle rigtigt hyggelige dage.

Og så til den nær-død-oplevelse. Jo, Bjørn og Kari var rejst på weekend, så jeg skulle passe hestene. For første gang helt alene. Selvfølgelig gik strømagregatet i stykker, så den store, hvide hingst, Armani, besluttede sig for at jagte de små ponyer. De 8000 V som sådan et strømhegn plejer at give var åbenbart ikke for sjov.

Fire gange jagede han ponyerne ud af deres indhegning, og fire gange måtte jeg forsigtigt nærme mig ham, binde ham, og trække ham på ret plads. Den ene af gangene var det lige ved at gå galt idet at Armani fik hovene rodet ind i hegnet. Han blev febrilsk, da han kunne mærke, at han ikke kunne holde balancen og begyndte at løbe med hegnet. Hegnet kom susende igennem luften og ramte mig i knæhaserne så jeg røg ned på ryggen for herefter at blive trukket afsted under den springende og febrilske hingst. Jeg så vitterligt mit liv passere forbi i disse meget lange sekunder. Mirakuløst trådte han ikke på mig (Er der noget med at heste ikke træder på mennesker? Var det ikke Gandhi der brugte dette trick i sin ikke-voldige kamp?) Jeg kom hurtigt op, og adrenalinen rendte af med mig, for jeg for efter hingsten og fik fat i den, og holdt den nede.

Og lige siden den episode har jeg kunnet nærme mig ham uden problemer. Ja rent faktisk kommer han mig i møde og lægger hovedet ned, så jeg kan lægge grimen på ham eller klø ham bag ørene. Sådan er det med mænd: En hurtig slåskamp og så kan man gå ud og drikke øl bagefter.

Så der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.

/anders

mandag den 27. april 2009

Røverhus og hyttekos

Hej alle

De sidste vintergæster har nu forladt Brekkeseter og der er stort set ryddet op efter dem. Sneen er blevet til vand og derfor var tiden inde til at prøve at dreje til højre efter Høvringsvejen - det vil sige nordpå.
Vi havde en overnatning i Røros (eller røverhus som Silje kalder det, hun hører meget folk og røvere i Kardemommeby). Byen er berømt for sin minedrift, som stoppede i 1973. Indtil da var Røros en meget aktiv mineby, hvor de udvandt kobber. Byen er et såkaldt UNESCO world heritage site og det var bestemt også et sted, der er værd at besøge en dags tid.

Lørdag kørte vi lidt længere nord for at besøge Åshild og Torbjørn. De er gamle venner fra tiden i Bergen og det var to år siden, vi sidste havde set dem. De har en lille primitiv hytte et hyggeligt sted med skov og fjeld. Det var et super dejligt besøg med masser af snak og opdateringer på hinandens liv. Anders og Torbjørn snittede kopper, Åshild strikkede til deres barn, som er i vente og vi alle slappede af i solen. Silje var i højt humør og havde det sjovt sammen med Åshild og Torbjørn. Vi stegte svinemørbrad over bål. Det var rigtig spændende for Silje. Hun tog en stor bid og sagde med et kæmpe stort smil: "Jeg elsker fisk".

Turen hjem var lang men flot over Dovre fjell. Nu har vi bestemt os for at tage hjem om en måned, men vi må indrømme at en sådan weekend får os igen til at tænke på hvilke naturoplevelser dette fantastiske land rummer. Tænk sig at have de muligheder til hverdag, ja det har været fantastisk i et halvt år og måske ville det også være det i længere tid. Det at vi har gode venner her, gør det ikke mindre attraktivt. Men men valget falder dog alligevel på at komme hjem.




Slegveien - her står minearbejdernes huse står stadig.


Torbjørn steger kød til middagen


Kia, Karen, Åshild og Silje hygger ved bålet med kanelbrød på pind.

/Kia






søndag den 12. april 2009

Påske

Kære alle

Påsken er som bekendt en højtid - men i Norge er det mere end det! Det er familietid, udetid, lysets tid, god mad tid, chokolade tid - og Påske Renn tid.

Påske renn er små opgave skiløb som arrangeres over hele landet med konkurrende hold som vigtigste ingrediens. Således blev hold nr. 1 "The Hoffgaards Beats'm All" blandt mange andre opgaver udfordret i "Find en gulerod i vand - og derefter en kartoffel i mel-leg" og det legandariske Skihop. Og vi må sige at vi forsvarede de danske farver, idet vi gik af med en sejren på en delt første plads.


Mor har spist vand og mel - og Silje stak i et stort hyl da hun så resultatet. Det er ikke sådan når ens mor er så pjattet!



Det legendariske skihop. Dette hop fik karakteren 5 ud af 6. Vurderingskriterierne var længde, stil og det kunstneriske i landingen. Især landingen var vist meget "kunstnerisk".


Resten af dagen var der ute-pils, grilling og musik på terassen - og dagen blev afsluttet med en stor og flot vildt- og fiskebuffet for alle gæsterne. Som sagt en sand højtid.


Faster Nanna er kommet helt fra København for at besøge Silje og Karen, og tiden nydes bedst i solen. En herlig Påskedag for store og små.



/anders

tirsdag den 7. april 2009

På påsketur.

Hej alle

Her i påsken har vi haft besøg af Jørg, Marit og Andrea. Vi var så heldige, at få mulighed for at tage på en tre-dages tur til trods for påsketravlheden på Brekkeseter.

Rondvassbu i bunden af billedet med Rondeslottet i baggrunden

Turen gik til Rondvassbu, som er en betjent turisthytte i Rondane. Vi havde flot vejr på turen og vi kunne se nogle af de store majestætiske fjelde i Rondane. Børnene sov godt i pulkene og vi kom frem, selvom føret var blevet rigtig dårligt, da der var alt for mange plusgrader. Det viste sig senere at blive et problem, da vi ikke kunne komme frem til den næste hytte. Vi kom op over en kam og så var der forår på den anden side. Det kunne ikke forceres med pulkene og vi måtte vende om og sove på Rondvassbu igen.

Er der nogen, som kender ham?

For de som ikke er så kendt i det norske hyttesystem, så er en betjent turisthytte, en form for hotel, hvor alle bare kan droppe ind og få mad og en seng mod betaling selvfølgelig. Det er stor luksus i forhold til, hvad vi er vant til på fjeldtur, men det var den mulighed vi havde denne gang. Silje syntes, det var enormt spændende. Hun udforskede det hele, men det var ikke så sjovt at toilettet var et hul i jorden, det kunne hun ikke overtales til at bruge.

Det er godt at komme op af pulken og lege sammen med far

Det var rigtig dejligt at komme på tur igen og vi glædede os over, at det kunne lade sig gøre med børnene, bare ved at ændre lidt på formen. Vi hyggede os sammen med Jørg og Marit og smilte af de udfordringer, der kan være med børn på tur.

Afsted det går med pulkene

/Kia

onsdag den 1. april 2009

Norske nisser nyser ikke

Hej alle


Norske nisser nyser ikke,
når det blæser koldt fra nord
låser de med nissenøgler deres nissenæsebor.


Det har den gode gamle Halfdan observeret. Vi har set det samme fænomen - vores to norske nisser nyser ikke og har stort set ikke gjort det siden vi forlod Danmark. Faktisk er der ikke en eneste af os, der har været syg. Måske man skulle gøre dette med vinteren i Norge til en tradition. Den udendørs fryser har i hvert fald vist sig at være meget effektiv.

Silje læser for Karen. Det er dejligt at få lov til at hygge sig med sutten.


/Kia

onsdag den 25. marts 2009

Forårets fysiske udfordring

Hej alle

Så er forårets største fysiske udfordring vel overstået. Birkebeinerrennet, også bare kaldet "Birken", blev gennemført i tiden 4.40 i ektremt dårligt føre. Ambitionen var at løbe de 54 km under 5 timer, så jeg er godt tilfreds med den tid.

Op imod 15000 glade skientusiaster deltog i rennet med start i den lille by Rena i Østerdalen og slut på Birkebeineren Skistadion i Lillehammer på den anden side af fjeldet. I alt 20 puljer blev sendt over fjeldet den morgen, og i og med at jeg deltog i pulje 19 var de bløde spor fuldstændig ødelagt når jeg kom frem. Der var de første 10 km op ad bakke noget masen og skubben, men eftersom man kom længere og længere frem i feltet, blev det til mere skiløb.


En sej oplevelse som jeg gerne deltager i igen. Det kunne være sjovt at prøve det i silkeføre :-)

Nu er benene kommet sig, og idag vil jeg ud på en lang skitur i rolgt tempo og nyde stilheden her i Rondane. Man kan roligt sige at de to former for skiøb er langt fra hinanden.

/anders

tirsdag den 24. marts 2009

Siljes yndlingsbog.

Hej alle.

Når Silje har fået godnathistorie af mor og far, går hun igang med sin egen godnathistorie - sikkerhet i norske fjell. Sådan Silje, du ved hvad der er vigtigt at lære sig her i livet.



I øvrigt er Karen kommet ind på Siljes værelse nu - dog stadig på forsøgsbasis, men på længere sigt skulle det gerne give rolige nætter :-)
/Kia

Besøg af mormor og morfar

Hej alle.

Vi har haft besøg af mormor og morfar. Det har været nogle rigtig dejlige dage, hvor bedsteforældrene fik rig mulighed for at være sammen med børnebørnene.

Det var godt at have tid til at snakke og få vendt, hvad der rører sig lige nu. Man kan sige, at det er det positive ved at være væk fra familien - når man endelig er sammen, så er man også 100 % til stede.

Der var dog en del gæster og dermed noget at lave for Anders og jeg, men så faldt der lidt god gæstemad af på os alle - ikke mindst fik vi os en god gang morgenmad.

De næste par måneder vi er her får vi en del besøg både fra venner og familie. Det glæder vi os til.


Pejsehygge

/Kia

tirsdag den 17. marts 2009

Hej alle.

I weekenden gjorde vi det vi sædvanligvis bruger rigtig mange af vores weekender på, når vi har en normal hverdag - vi pakkede bilen og tog på familievisit.

Line og Karsten holdte en miniferie på Skeikampen, så vi benyttede lejligheden til at besøge dem der. Det var rigtig dejligt at se dem igen og niecerne og nevøen. Vi havde en dejlig dag i solen ved alpinbakken. Aia og Siri er blevet ret hårde til at stå på ski, det var vildt at se hvor meget der er sket der på de to år, der er gået siden jeg sidst var på ski med dem.
Karstens bror Henrik og hans datter Sine var der også, så der var virkelig tale om et møde med familien for de danskerne som er tabt til Norges land.

Det blev Siljes debut på alpinski, hvilket var en stor succes takket være moster Line, som tålmodigt futtede efter hende på den fine lille børnebakke. Toppræstationen var en tur med den rigtige tallerkenhejs på den store bakke. Sutten blev et lokkemiddel, da de små ben var ved at være trætte, men det var en stolt Silje som kom ned. Nu havde hun kørt på samme bakke som Aia og Siri.


"Moster Line siger jeg skal tage hænderne på knæene så det prøver jeg".

Trætte børn efter en lang dag i sneen.


Henrik og Karsten hygger sig med de to små.





En lille video af Silje på ski.

/Kia

mandag den 16. marts 2009

Forår på Brekkeseter

Hej alle.
Så er foråret kommet til Brekkeseter. Det betyder skiture i fantastisk solskinsvejr og øl på terrassen - eller nå ja en sodavand for nogle.
Her er nogle billeder fra en "familietur" vi var på for en uge siden. Marie der er med på billederne er desværre rejst i dag. Hun er dansk skiinstruktør og har boet her på Brekkeseter. Vi har lært hinanden at kende på kort tid og det var trist at skulle sige farvel. Silje og Marie var også blevet rigtig gode venner og det vildeste var at de begge to havde sandaler på til Maries afskedsfest i går.



Anders, Silje, Kia, Marie og Kari (Karen ligger i sin pulk) på toppen af Steinbuhø.


Frokost i det hvide

Uhm...godt med en gang hirsegrød.

/Kia

søndag den 8. marts 2009

Kias første langrendskonkurrence.

Hej alle.

Nu kan jeg skrive på mit CV at jeg har gennemført det såkaldte Inga-låmi - et 30 km. løb i Lillehammer. Tiden blev 2 timer 37 minutter. Det er jeg ganske godt tilfreds med.
Kari var også med, så det blev en hyggelig lille tøsetur.

Løbet var i Lillehammer, det var første gang siden vi kom, at jeg har bevæget mig udenfor Høvringen og E6 til Otta:-) Det var lidt sjovt at se hallerne fra OL og Lillehammer. Start og mål var på selve det olympiske langrendsstadion, så kunne man prøve at forestille sig, hvordan Bjørn Dählie havde det, når han kom i mål der.

Anders var alene med pigerne. Heldigvs sov Karen en lang formiddagssøvn og spiste ivrigt at grøden, så hun klarede det uden at sulte.

Nu er det bare ømme stænger og generel træthed, da jeg stod op kl 4.30 i går og med en Karen til at forstyrre nattesøvnen tager det lidt tid at indhente.

Men....det kunne da være sjovt at prøve et langrendsløb igen.

/Kia

fredag den 6. marts 2009

Besøg hos Karen

Hej alle.
Tirsdag var en begivenhedsrig dag - ikke mindst for Silje.
Først var Silje i børnehave og Martine (Kari og Bjørns datter) kom op og sagde hej til hende, det var stort. Hun blev hentet lige efter middagssøvnen og så gik turen op ad et nyt fjeld for at besøge vores bofælle fra Lille Grundet Karen. Det var et rigtig hyggeligt besøg. Vi kunne sidde udenfor i solen og drikke kaffe og spise lækre hjemmebagte boller. Desværre blev det ikke til flere besøg, da vejret er temmelig blæsende ellers ville vi have mødtes på ski senere på ugen.

Samlet ved bordet foran Mysuster Fjellstue.

Efter besøget på Mysuseter kørte vi til Otta. Silje og Anders skulle prøve svømmehallen, noget som Silje har snakket om længe. Karen og jeg kørte ind for at handle. Det er ret hyggeligt at handle i Rema i Otta. De kender os efterhånden og så får vi os lige en lille snak over kasseapparatet.

Svømmehallen var en succes til trods for det lidt koldere vand en der hvor vi plejer at svømme. Det må vi hellere gentage engang.

Trætte kørte vi hjem til en gang risengrød og senere afslapning med en god film.

/Kia

mandag den 2. marts 2009

På dovrehytten og spise gafler

Hej alle.

I går nåede vi lige en lille familietur med pulkene. Det var for koldt til hundene, så det blev menneskekræfter der måtte trække Karen og Silje. Lige inden lukketid svingede vi indenom Dovre hytten og fik varm kakao og vafler (eller gafler, som Silje siger).

Ellers er vi gået lidt i hustanker igen. Vi sætter nok vores hus til salg ved mægler nu, hvis ikke vi når at få det solgt til vores fremlejer inden. Der er fuld gang i overvejelserne igen, men det korte af det lange er at vi gør intet før vi har solgt vores hus. Heldigvis kan vi stadig nyde at være her og lever i nuet.

/Kia

tirsdag den 24. februar 2009

Et gensyn med Peer Gynt

Hej alle

Hans og Karen Margrethe kom på besøg i uge 8 og det blev til flere gode skiturer. Blandt andet blev det til et gensyn for HH og KHs vedkomne med Peer Gynt hytten, som vi vandrede forbi for mere end 10 - ja måske 15 år - siden. Hans kunne berette at hytten lignede sig selv, men ellers var det en kold og klam fornøjelse at indtage frokosten inde i hytten. Den var stopfuld med svedende mennesker og idet der ikke var nogle varmekilder blev lugten og fugtigheden ganske bemærkelsesværdig.

Hans, Kia, Silje, Karen og Karen Marg. foran Peer Gynt hytten. Klar til afgang. Klar til nye udfordringer.

Vi kom hurtigt afsted på skiene igen (efter at Karen og Silje havde charmet alle damerne i hytten) og fik varmen. Samtidig klarede vejret gevaldigt op, og vi havde en smuk tur - ad pudder-omveje - ned mod Mysuseter. Hans og Karen Marg. tog pulkene et stykke af vejen, så Kia og jeg kunne race gennem Glitterdalen. En meget smuk omvej. Fra Mysuseter gik det hjem med bus til Brekkeseter, hvor det ventede middag med elgkød af fineste kvalitet. Tak for turen - og tak for besøget.

/anders
Posted by Picasa

Karen spiser mad

Hej alle

Karen er nået til et nyt stadie i hendes liv, som sikkert vil interessere kusiner, bedstemødre, mormødre, mostre, fastre mv.
Hun spiser grød af ske og drikker vand af kop. Forhåbentligt giver dette nogle roligere nætter i fremtiden.
Kia siger Karen har mine øjne på nedenstående billede. Jeg håber hun har hendes egne øjne - og at jeg får lov at beholde mine.

 
Karen efter en vellykket omgang "fastere" føde.

/anders
Posted by Picasa

En rikule skal hules ud

Hej alle

Hvad er en rikule? Jo - det er en "svampegevækst" der gror på birketræer. Rikulen, der oprindelig er et samisk navn, bliver meget hård, idet fibrene i træet går på kryds og tværs. Derfor giver det også et meget flot spil i træet, hvis man udhuler det og laver enten en skål eller en kop. Jeg har set flere lækre eksempler på den samiske kunstart og de er virkelig flotte, så nu vil jeg prøve selv.


Anders med sin rikule på altanen foran lejligheden. Afbarkningen er stort set færdig.

Jeg var så heldig at finde en ganske stor rikule forleden dag på et birketræ langt oppe i løssneen på et højt fjeld. Efter en hård opstigning (jeg havde spottet rikulen i mit digitale kamera på max. zoom) blev det til en endnu hårdere afhugning med det (dårlige) værktøj jeg havde medbragt til formålet. Rikulen nærmest foldede sig omkring moder-træet hvilket gør det vanskeligt at bruge en fukssvans. Men efter et par times slid, forfrosne og forblødte hænder, faldt den store rikule til sidst ned i den bløde sne under træet. Herligt. Nu venter der så cirka et halvt års arbejde med snitning, hugning, udstemning, tørring, indfarving, pudsning foran pejsen. Jeg glæder mig til at komme igang med arbejdet.

Følg evt. med i det videre arbejde her på bloggen.

/anders
Posted by Picasa

onsdag den 11. februar 2009

På helsestasjon

Hej alle

I går var jeg draget til byen, fordi Karen skulle have en vaccine. Her i Norge foregår sådan nogle ting på en hejsestasjon. Det blev til et længere besøg på næsten to timer! Først måtte jeg vente lidt på helsesøsteren som var gledet af kørebanen i sin bil. Derefter blev det til en fuld pakke 5 måneders undersøgelse af Karen. Hun blev vejet og målt, vi kiggede på vækstkurver, jeg fik udleveret artikler og pjecer om børnemad og helsesøsteren fik kopieret lidt af det materiale, jeg havde med..og ja så fik Karen selvfølgelig sine stik. Sikke en omgang, det var omsorg og service som man sjældent oplever det hjemme. Betaling??? Det ved jeg ingenting om, måske får den danske stat en kæmpe regning:-)
Karen trives fint og er ikke så stor i forhold til sin alder, som hun har været, så det er fint. Hun er rigtig stærk, synes jeg. Det ser så godt ud, når hun ligger der på gulvet på maven og skubber sig rundt.

Vi er gået ind i den berømte uge 7 - danskerugen. Det er ikke nogen spøg! Man skal virkelig passe på i sporet. I går da jeg var på vej hjem i bil, lå der en på vejen, så jeg måtte ud og hjælpe op. Der var heldigvis ikke sket noget alvorligt. I dag var det en stor forhindring at folk måtte udenom Silje i sporet, det kostede flere ture i sneen for de forbipasserende. Vi griner lidt af det og føler os vældig seje, som de langrendsstjerner vi nu er, eller...

/Kia

mandag den 2. februar 2009

Sejt vejr

Hej alle

                                       

På billedet herover står Bjørn og Kari på "Udsigten" ca. 6-700 m. over Gudbrandsdalen som anes i bunden. Det seje er, at der i solen oppe på fjeldet er omkring -5 grader og meget behageligt. Nede i dalen derimod, er der - 23 grader, som det nærmest fremgår af "frostdisen" som anes. Godt at man var højt til fjelds. Vi har nu haft over en uge med strålende sol, vindstille og fantastisk skiføre. Men fra onsdag er der meldt sne igen. Det er godt med lidt adspredelse - det er næsten for godt til at være sandt.

/anders
Posted by Picasa

fredag den 30. januar 2009

Det er hårdt at være far.

Hej alle.

Skynd dig at læs dette inden det muligvis vil blive slettet....

I dag skulle Anders vise sig som en mand og trække begge sine børn i en såkaldt søskendepulk, vi havde fået lov at låne. Det er en gammel drøm for Anders at trække sine børn i pulk, men ind imellem kan det være hårdt at leve sine drømme ud. Det er vel rundt regnet en 35 kg. han skulle trække. Nu må jeg vist hellere sige at han klarede det flot. Vi havde en dejlig tur med flot solskinsvejr, børnene sov hele vejen.

Men Silje var frisk til aften og det var far ikke. Han var ikke sjov at lege togbane med...se blot billederne.

Når vi nu er ved det kan jeg fortælle at vi har købt en spritny pulk, som er blevet afsendt fra Gardemoen. Uh....vi venter i spænding. Det er dog en enkelt pulk, så vi kan gå med hver vores og dele belastningen. Beslutningen om at købe en ny pulk kommer vel på linie med huskøb for os i vigtighedsgrad. Overvejelserne har været lange.

Silje sidder forrest, Karen ligger bagi.



Så var der ikke mere leg i far!


torsdag den 29. januar 2009

En smuk vinterdag

Behøver man at sige mere... dobbeltklik på billedet for at se det i stor størrelse.
Posted by Picasa

Her er Karen

Posted by Picasa

Vejledning til brug af slideshow og billeder

Hej alle

I venstre side af denne blog kører der et lille slideshow med billeder fra vores eventyr i Kong Vinters Rige. Ved at "dobbelt-klikke" på selve slide-showet åbnes et webalbum med alle billederne i stort format. Så er det lidt nemmere at se, hvad der foregår.
Det samme kan man gøre med de enkelte billeder i selve bloggen. Dobbeltklik eksempelvis på Karen herover (collagen) og se den i STOR størrelse.

/anders

Skivoksning - en videnskab/lidenskab

Hej alle

Bjørn har været ved at sætte mig ind i skisportens preperationsteorier - her forstået som voks. Han har en kæmpe kuffert med alle mulige typer voks og remedier til brug for at skabe det "perfekte glid". I skisportsmiljøet er voksning en religion: "Nå. hvad har du så smurt med i dag... nå okay... jeg har smurt med... fordi..." Nogle kan slet ikke tale om andet.

Men der er en grund til det. Jeg kan sagtens mærke at ordenligt vedligeholdte ski giver et bedre og mere rent skiløb. Det er grundlaget for gode turer, når nu tiden er blevet en faktor. Her på Brekkeseter er der godt gang i konkurrencerne om hvem der kommer først, og vi må tilstå at nordmændende (stadig) vinder, men jeg håber at det får ende snart, når vi er kommet i form og har fundet den rette teknik.

Men nu er jeg i hvert tilfælde blevet klogere på smøreteknikker og det var helt sikkert påkrævet for at kunne få et fornuftigt resultat på Birkebeinerrennet, som jeg skal deltage på i marts. 54 km i meget kurperet terræng! Det er en stor udfordring.



Anders "prepper" ski om aftenen - en herlig vinteraktivitet. Heldigvis er værktøjet i orden.

/anders
Posted by Picasa

mandag den 26. januar 2009

Ud på tur - aldrig sur


Hej alle

Nu har vi endelig fået en pulk nummer 2. Vi var på en dejlig tur rundt til det, som hedder Putten seter - en tur på ca. 13 km. Det gik godt. Karen sov hele turen rundt til trods for det at hun lige havde sovet det meste af formiddagen. Mit bækken holdte til belastningen fra pulken, det var jeg lidt spændt på. Vinden har endelig lagt sig og det er nu rigtig flot at komme på højfjeldet igen. Desuden er der kommet en del sne, hvilket heller ikke gør forholdene dårligere.

Silje er klar til eftermiddagssøven i fuld fart over sporet



Karen sover godt og trygt


Generelt kan vi se at Høvringen nu er ved at vågne efter sin januardøs. Feriegæsterne begynder så småt at komme. I første omgang er det en masse danskere - nordmændene gider ikke stå på ski endnu, når det er koldt. Her på Brekkeseter er der endnu ikke kommet gæster, men det gør ikke os noget, så har vi bare mere tid til at stå på ski.

Skiudlejningen på Høvringen har åbnet. Det er en dansker som har den. Vi har været nede at snakke med ham om diverse udstyr og måske kommer vi til at hjælpe ham lidt igennem sæsonen med lidt undervisning. Det bliver dog ikke meget, da der kommer en dansk pige op, som skal varetage alt det hun kan. Hun skal i øvrigt bo her på Brekkeseter.

Lige nu ligger Karen og snakker i sin seng. Hun er ikke helt så god til at sove om aftenen som om dagen. "Den lille høver", som Silje siger. Nu vil vi tage os en bid mad og så er det snart i seng.

/Kia

Posted by Picasa